Eat Money Honey!

So Rich ’n’ So Hungry?

Fire kunstnere, der gerne æder falske marketings-masker, politisk spin og overforbrug forklædt som nødvendighed til morgenmad. Med deres foretrukne materialer, og på hver deres unikke måde, lægger de lag på lag på værket, og skræller samtidig forstillelsens fernis af vores rigide forestillinger og selvopfattelse.

Kompositionen af figurer og miljø kan minde om tegneseriens. Brugen af velkendte symboler og referencer, og den næsten fascistoide symmetri og lækkerhed, om popkunsten og den reklamekultur, den oprindeligt kritiserede. Det fint detaljerede, naturalistiske udgangspunkt, som brydes af et fremmed, surreelt aspekt, synes også at være et fælles anliggende. Og at tage populærkulturens reaktionære ikoner ud af idyllen og dumpe dem i dystopien, selvfølgelig. Stadig sulten?

Lise Vestergaard. Mixed media. Stærke, bevidst kritiske og kommenterende værker, skabt med en udsøgt æstetisk fornemmelse, som du ikke må lade dig narre af: Det er en fælde, og når den først er klappet venter eftertanke og moralske kvababbelser. Forførende og forfægtende kunst, der bedst indtages råt. www.lisevestergaard.dk

Daniel Nygaard-Mortensen. Akryl på lærred. Karakteren ”Oakman” er gennemgående i Nygaard-Mortensen tegneserie-inspirerede værker, og eventyrene er mange og missionen klar: Overlevelse i en post-apokalyptisk verden, og derfor: Jagten på en helt ny mening med eksistensen. I den umulige absurditet provokerer og bevæger han sin beskuer. www.oakmanart.com

Brian Saaby. Akryl på lærred. Figurer ”kendt fra børne-tv” løftes (læs: kidnappes) ud af deres trygge rammer, hvor de afsnit efter afsnit har gjort og sagt de stort set samme ting for at hygge os i søvn. De placeres i nye ildevarslende, faretruende situationer, og som et knips med fjernbetjeningen: Den rene hygge er væk. Men det er den skæve ikke. www.saabyart.com

Jamie Linley. Akryl på lærred. Hans drillende leg med vores perception gør altid, at man ikke kun stopper op. Man bliver stående. En anderledes, sært glossy, tyst mystisk surrealisme, måske med grafittien som en stilistisk ”mur” i baggrunden. Perfekt detaljerede mennesker, der løftes op i en højere sfære, f. eks. af et fremmed objekt, som en udenjordisk dekoration eller mutation på/af det humane. www.jamielinley.com 

Fernisering: 19. oktober kl. 13-15
Udstilling: 19. oktober til 9. november

Galleri kbh kunst
Øster Søgade 34
1357 Kbh kunst

Mere info? Kontakt Helle Borre på:
Tlf. 61666646
Mail. info@kbhkunst.dk