Myra Sjöberg

Myra Sjöberg er ikke bange for at lave noget smukt. Hendes værker emmer af poetisk æstetik og luftig skønhed. Hun arbejder ofte med tynde, fine lag, hvor hun bruger oliemaling som akvarelfarve, og lader lærredet skinne igennem farverne eller lader lærredet træde råt frem. Hendes særlige teknik forstærker det uhåndgribelige og mystiske billedunivers, som hun deler med os. Vi bliver inviteret ind i en verden, der eksisterer et sted i mellem drømme og virkelighed.

Det er vigtigt for Myra, at hendes værker er åbne for fortolkning. Hun kan godt lide, at lade være med at fortælle for meget om hendes egne idéer med billederne. Hun synes, beskueren selv skal have en chance for at læse sine egne historier ind i dem.

”Når jeg maler et billede, fortæller jeg en historie, også en historie for mig selv. Når jeg er færdig med billedet, lever det videre gennem andres øjne og deres fortællinger.”

Myra arbejder ofte i serier. Det vil sige hun vælger temaer, som hun gerne vil gå i dybden med og ud fra det, laver hun en serie af malerier. Her i galleriet har vi blandt andet, og har haft, værker fra hendes ”Eventyrserie”, serien ”Disjecta Membra” samt hendes seneste serie ”Call of the wild”.

”Call of the wild” er en fordybelse i, og undersøgen af, kontrasten mellem den dyriske og den spirituelle side af mennesket, og hvordan disse sider spiller sammen og kommer til udtryk gennem spirituel eller sexuel kærlighed og dyriske drifter.

Om sin kunst udtaler Myra:

”For mig er lærredet et spejl mellem det ubevidste og det bevidste, og jeg prøver at lave billeder, der ligger i grænselandet mellem det magiske og realismen”

Myra Sjöberg er både dansk og svensk, og bor for øjeblikket i Malmö. Myra Sjöberg (f.1984) er født og opvokset i Skagen. Bortset fra et års studier på Thorstedlund Kunsthøjskole er Myra autodidakt.

Klik på billederne nedenfor for at se detaljer, størrelse og pris